Simpel og velsmagende hverdagsmad behøver hverken være tidskrævende, kedelig eller usund. Denne ret er faktisk det modsatte af førnævnte. Skulle der være rester tilbage egner de enkelte dele sig ganske udmærket dagen efter. Hakkebøffen på en skive rugbrød og perlebyggen som selvstændig “salat” med de bagte nye løg? Prøv selv.
Hakkebøf med perlebyg og nye bagte løg
2 pers. – tilberedningstid – ca. 40 min.
400 g hakket oksekød af god kvalitet
1 bdt nye løg, bagt hele – fjern det yderste lag
2 dl perlebyg, kogt aldente
1 bdt bredbladet persille, blancheret
1/2 citron, skal heraf
1 dl rapsolie, måske lidt mere
30 g smør, smeltet
1. Soigner løgene og læg dem i et ildfast fad på en håndfuld salt – bag i ovnen ved 200 grader i ca 30 min – eller til de er møre – skær bunden af og fjern det yderste lag før servering.
2. Kog perlebyg i velsaltet rigeligt vand – ca. 1 L vand til 2 dl perlebyg – kassér evt overskydende vand. Det tager ca. 20-25 min.
3. Kør persille med olie og smeltet smør på en blender – smag til med salt, peber og citronskal og ved sammen med den kogte perlebyg
4. Form oksekødet til bøffer, krydr dem med salt og peber og steg dem som ønsket – mine er altid stegt røde!
5. Server som på billedet, eller på et stort fad til høflig selvbetjening
Vintip
Lidt utraditionelt drak jeg faktisk hvidvin til denne ret – en Crossbarn Chardonnay fra Paul Hobbs i Sonoma i Californien. Den gik helt fint med sin fyldige, men stadig stringente frugt. Skal der rødvin på bordet vil jeg anbefale én i den lette genre – evt. en frugtig Chianti.
Alternativt kan du også gå pilsner-vejen. Vælg da en traditionel pilsner type eller en undergæret som eks. New York Lager fra Nørrebro Bryghus, som i øvrigt er én af mine favoritter til mad.
